|
EN
BORTGLEMT FORNEMMELSE BRINGES TIL LIVE
Af Ditte Vilstrup Holm, mag.art. i kunsthistorie
De
er som umærkelige, men intense berøringer, Lisbeth Eugenie
Christensens malerier og tegninger. Som en hånd, der blidt stryger
over kinden. Som solens stråler, der spreder varme i huden, når
man går fra skyggen ud i lyset. Eller som mørkt, køligt
vand, der omringer kroppen i sensommerens nattedukkert.
Lige
så let er værkerne bygget op med enkle, diskrete elementer,
der langsomt etablerer den sitrende fornemmelse af egentlig kropslig berøring.
Først en solgul baggrund, som bliver til spejlinger i vandets rillede
overflade. Så en ø, et stykke fastland midt i havets strømninger,
og grene, enkle vækster, der stiger op fra øen og fra havet,
for til sidst at vokse sammen til en flåde, en stige, op imod solen.
Men
egentlig er der blot abstrakte former i billederne. Formerne skabes i
respons til hinanden og etablerer den stemning, som udfolder sig i billedet.
Eugenie Christensens værker er psykologiske rum skabt af abstrakte
virkemidler, og derfor har de evnen til at fremstå uimodståeligt
smukke og samtidigt ubestemmeligt skræmmende som en bortglemt fornemmelse
fra et øjeblik, før man helt blev vågen.
En
spinkel metalblå bro folder sig ud over midten af et lærred.
Den runder et landskab spændt ud mellem lærredets fire kanter.
Et brunt klippeparti i det ene hjørne, en bjerghorisont herover.
Nederst klare blå siv, der svæver vuggende fra side til side
og via en blomsterguirlande forenes med en skovgrøn åbning
foroven.
Vandet
omringer hele scenen, danner baggrund for den og berører den med
sin hvide mathed. Det er måneskinnets stilhed, der krystalliserer
alting her. Tidligere var det den sitrende følelse af solens stråler
på ansigtet, der næsten blev alt for stærk, for skarp,
og truede med at brænde én op. I andre værker omsluttes
man af vandet, eller et lagen, som er hængt til tørre, blæser
tilfældigt op og indhyller ens krop.
Der
er gentagne elementer i Eugenie Christensens malerier og tegninger. Fladen,
der omslutter alt andet eller presser det ud i kompositionens kanter.
Menneskeknogler, der i deres udformning er både usandsynligt smukke
og samtidig mærket af en indbygget uhygge. Og væksterne, blomsterne,
de forfinede elementer, der bliver til grene, træer eller stiger,
næsten knoglelignende strukturer. Eller blødes op som siv
i vandet, som bølgende langt hår, der driver med strømmen.
Elementerne
genopdages fra komposition til komposition. Hver gang indgår de
i nye udformninger, med nye visuelle effekter og forandrede fornemmelser
til følge. Heldækkende akrylmaling møder spinkle blyantstreger,
mens klart optegnede former konfronteres med flosset vandfarve. Store
flader brydes op af skyggelignende modulationer, mens skarpe streger skaber
nye forbindelser imellem elementerne.
Overfladernes
moduleringer understreger den sanselig fornemmelse, kompositionerne formidler.
Kitschede 70'er blomsterdesign hænger øverst i et billede.
Nedenfor træder jorden frem som en grumset flade. Mørkebrun
og fugtig flyder den ud i plamager i billedets kanter. Tungt og uudgrundeligt
er overfladen det ene sted, legende og porøs det andet. Det er
tapetet, der kommer til live her, mens sandet siver ud mellem fingrene.
Der
er skarphed og blødhed i Lisbeth Eugenie Christensens billeder.
Kulde og varme, lys og mørke, leg og alvor, liv og død.
Ikke direkte, ikke præcist og bestemt, men som antydninger i farver
og former, i overflader og skygger. Igennem Eugenie Christensens værker
fornemmer man de følelsesmæssige komplekser, fra isninger
til velvære, fra tomhed til intens lykke, som udgør et levet,
erfaret og bemærket liv.
A BYGONE SENSATION BROUGHT TO LIFE
Like a light, but intensive touch. This is the sensation brought about by Lisbeth Eugenie Christensen's paintings and drawings. Her works are like a hand that gently strokes the cheek, like sun beams diffusing warmth in the skin while you move from the shadow into the light, or like dark, cool water that surrounds the body in a late summer nocturnal swim.
The images seem to be composed with the same ease. Simple, discrete elements slowly establish the stirring sensation of actual bodily touch. First, a sunny yellow background that turns into mirrors in the ripples of the surface of a sea. Then an island, a piece of land in the middle of the sea, and branches, simple plants that rise from the island and the sea, only to grow into a raft, a ladder, moving up toward the sun.
But really there are no more than abstract shapes in the images. The shapes are created in response to each other and they establish an atmosphere that unfolds in the image. Eugenie Christensen's works are psychological spaces created by abstract means of expression, and as such they have the ability to appear at one and the same time ama-zingly beautiful and indefinable terrifying like a bygone sensation from a moment just before you awoke.
A faint metallic blue bridge unfolds across the middle of a canvas. It rounds off a landscape stretched out between the four edges of the canvas. A brown rocky formation appears in one corner, while a mountain horizon emerges above. At the bottom clear blue rushes rock from side to side. They are connected with a forest green opening above by means of a flowery festoon.
The water surrounds the scene in its entirety, makes up its background and touches it with its pale whiteness. This is the stillness of moonlight that crystallises everything. Earlier there was the stirring sensation of sun beams on your face that almost grew too forceful, too sharp, threatening to burn you up. In other works you are surrounded by water, or a sheet, hung out to dry, randomly blows up to envelop your body.
Eugenie Christensen's paintings and drawings are composed of repeated elements: the plane surface that encompasses everything else or presses it out into the edges of the composition; the human bones that in their elaborations are both unlikely beautiful and at the same time markedly uncanny; and the plants, the flowers, the delicate elements that turn into branches, trees or ladders, almost bonelike structures, or softens up like rushes in the water, like wavy long hair that floats with the stream.
The elements are rediscovered from composition to composition. In each instance they evolve anew creating new visual effects and changing sensations to accompany them. Compact acrylic paint meets faint pencil drawings, while clearly drawn shapes confront fray water colour. Large surfaces are broken up by shadow modulations, while sharp lines create new relations between the elements.
The modulations of the surfaces underline the sensation conveyed in the compositions. Kitschy seventies flower design hangs in the top of a painting. Below a square of earth appears as a muddy plane. Dark brown and moist it blurs into stains at the edges of the image. The surface is heavy and inscrutable at some places, while playful and porous at others. This is wall paper brought to live, while the sand slips through the fingers.
There is sharpness and softness in Lisbeth Eugenie Christensen's images; coldness and warmth, lightness and darkness, playfulness and seriousness, life and death. It is not displayed directly, not precisely and affirmatively, but simply suggested in colours and shapes, in surfaces and shadows. In the works of Eugenie Christensen one senses the emo- tional complexities, from chills to well-being, from emptiness to intensive happiness, that make up the fabric of a life lived, experienced and noticed.
Translated by Ditte Vilstrup Holm.
|